Arne Jacobsen 1902-1971

En visionær inden for design og skaberen af Ægget™, Svanen™, Serie 7™, Myren™ og Dråben™ blandt flere.

REBELLEN

Fortællingen om Arne Jacobsen lyder, at han som barn overmalede det klassiske, victorianske tapet på sit børneværelse under sin opvækst i København. Den unge Arne lavede hverken de velkendte børnetegninger eller malede væggene drengeblå – i stedet  valgte han at male hele sit værelse kridhvidt. 

Valget om de hvidmalede vægge virker nok ikke så atypisk i dag, men i begyndelsen af det 20. århundrede var hvide vægge endnu ikke moderne. Allerede fra barnsben var Arne Jacobsen før sin tid.

I mere end halvdelen af det 20. århundrede formede Arne Jacobsens idéer landskabet for dansk design. Som ringe i vandet spredte hans indflydelse sig fra Skandinavien til arkitekter og designere verden over. 

Han formåede at stå i spidsen for komplekse projekter som Nationalbanken såvel som mere ydmyge, men detaljerige, design som den unikke teske i hans serie af bestiksæt – et design skabt i samarbejde med et lille team drevet af en umættelig skabertrang.

En streng respekt for detaljen karakteriserede Jacobsens kreative proces. Han bragte sine visioner til live for både investorer og bygherrer med minutiøse, håndmalede akvareller. Design der tog andre fem år at kreere, ville Arne Jacobsen skabe på bare ét. 

SAS ROYAL HOTEL

Københavns første egentlige højhus. Inspirationen kom fra New Yorks skyskrabere

Personen

Han kunne være besværlig, sarkastisk og kompromisløs over for samarbejdspartnere og producenter og krævede af sine ansatte, at de nærmest arbejdede i døgndrift på tegnestuen i stedet for at tage hjem til familiebesøg - ellers kunne de bare skride. Helt privat blev familien sat til at udpege den rette hvide vægfarve blandt adskillige, når der skulle males om, og derefter holde billedrammer i timevis for at finde den rette komposition. Kaffekopperne var sirligt og geometrisk stillet op og børnenes legetøj gemt af vejen, når Jacobsen omsider kom hjem fra tegnestuen. Den natursværmende botaniker På den anden side af personligheden ser vi en helt anden og afrundet Jacobsen, som på rousseausk maner fordybede sig i akvarelmaling, naturstudier og puslen med plantestiklinger. Jacobsen søgte undertiden at undslippe fra de begrænsninger og rammer, som han selv havde været med til at skabe: ’Jeg er ved at brække mig af æstetik’ kunne han udtale under private former og udtrykte undertiden tydelig glæde ved at søge tilflugt, hvor anti-design og anti-æstetik herskede. ’Her er pragfuldt, her kan man intet ændre!’ Han nød et jævnt måltid ’kød i mørke’ eller at kaste sig over en lækker konditorkage. At kagen helst skulle være pæn for at smage godt, vidner om det svære dilemma i at slippe æstetikken et øjeblik. Opmærksom humor Arne Jacobsens humor og selvironi finder man bl.a. i hans skitser og tegnede julekort til nære venner eller ved at lytte til ordvalget i hans udsagn om de (oftest faglige) emner, som optog ham. Fra barnsben kunne han lide at klovne, og han fortsatte op gennem voksenlivet med artisteriet og undertiden skøre væddemål såsom at optræde med en melonskal på hovedet.

Sproglig lune

Jacobsen regnes hverken for intellektuel eller analytisk i gængs forstand. Hans sproglige kommunikation i forbindelse med formuniverset er legendarisk qua udtryk som ’Så tyndt som muligt, og aldrig i midten’. ’I dag skal vi lave et virkelig lavt/rundt projekt’ er en anden af Jacobsens præcise, nærmest understatede sprogblomster, som medarbejdere på tegnestuen eller eleverne på Kunstakademiet, hvor Jacobsen var professor, tit hørte. Arne Jacobsen kunne også finde på at spørge, hvordan tingene havde ’opført’ sig i dag, som var der vitterlig tale om ting med deres eget liv. Selv kunne han sammenligne egne byggerier med den samme tændstikæske blot placeret på forskellige måder.