Jennifer Paccione Angulo

En hjemmearbejdsplads hos en designer med forkærlighed for multifunktionelle møbler.


Jennifer Paccione Angulo er kreativ direktør og designer fra New York med en fortid i journalistik. Da hun arbejder hjemmefra, skal hendes bolig både fungere som arbejdsplads og hjem. Jennifer deler her sin erfaring med at balancere det æstetiske og praktiske, og hvordan hun får mest muligt ud af en lille bolig.

Hvordan opfylder dit hjem dine behov?

Ligesom hos mange andre udfylder vores hjem i dag langt flere roller end førhen. Både min mand og jeg arbejder hjemme på fuldtid, så vores hjem skal være et sted, hvor vi kan være produktive og kreative og gøre vores arbejde så godt som muligt. Samtidig elsker vi at have gæster. For mig har spisebordet altid været et af de vigtigste - hvis ikke det vigtigste - møbel i hjemmet. Uanset om det er venner eller familie, elsker vi at samle mennesker om spisebordet.

Hvilke fordele og ulemper er der ved at bo på begrænset plads?

Udfordringerne med de små rum opstår som regel i indretningen. Det er altid svært at finde balancen mellem noget, der æstetisk falder i ens smag og samtidig er praktisk og funktionelt. En fordel ved at bo i en mindre bolig er, at man lærer at begrænse sig. Det er alt for nemt at lade møbler hobe sig op gennem årene, men det er derimod en superkraft at kunne sammensætte et rum på en måde, hvor der er intention bag ethvert element – fra garderoben og dekoration til stolene om spisebordet.

Du har valgt at bruge Ægget™ som både arbejds- og spisebord. Hvordan passer det ind i din hverdag?

Ægget er et unikt bord med meget kunstneriske former. Det er, som om hver vinkel, du ser det fra, giver det en ny dimension. For mig er det vigtigt, at der er plads til rigeligt med gæster om bordet. I dagtimerne fungerer det som et arbejdsbord, hvor jeg arbejder med tekstiler og plantegninger eller på min computer. Bordet er designet på en måde, hvor det automatisk bliver midtpunktet i ethvert rum, men uden det bliver for stort og dominerende.

Hvorfor er den her ‘small living’-trend blevet mere og mere udbredt?

Dels har det noget at gøre med økonomien, og derudover har mange af os fået mere fleksibilitet i forhold til, hvor vi bor og arbejder. ‘Small living’ fungerer godt med en meget simpel indretning, som jeg helt generelt oplever, at flere ønsker.

Hvordan har du det med multifunktionelle møbler?

De er helt essentielle, når det kommer til at indrette en mindre bolig. Du er også mere tilbøjelig til at beholde multifunktionelle møbler i lang tid. Jeg tror f.eks. ikke, at du nogensinde kan få for mange siddepladser. Uanset om det er spisebordsstole, lounge-stole eller skamler, er det rart at have møbler, som tjener ét formål, men som hurtigt kan bæres hen til bordet, hvis du får ekstra gæster på besøg – og det er, hvis du spørger mig, definitionen på et luksuriøst hjem: At der er rart at være.